Efter mit første sy-til-børn kursus var overstået (succes niveauet taler vi ikke om) skrumpede mit hovede ind til normal størrelse, og mit stress udslæt begyndte at fortage sig. Men så blev jeg træt, lige så træt som efter otte dage på Roskilde festival i mine unge dage, hvor man jo mener at man kan sove som gammel. Man har tydeligvis ikke fattet noget som helst. Så vi lå alle tre på en madras i stuen og så Happy Feet, den med den dansende pingvin. Min datter strålede og grinte højlydt, hun må have kunne genkendt noget i sig selv.... Jeg selv blev konfronteret af noget helt andet. Nemlig det, at deles om barslen. For i filmen er det jo faren der går og omsorgsfuldt passer på sønnen i ægget i Nordpolens storm og isnende kulde, og moren der først møder sit barn efter ægget er klækket. Jeg syntes det var NOGET så nuttet, ligesom når jeg ser den smarte far drikke latte med den ene hånd, og vugge en lækker baby i den anden på Baresso, eller vade rundt med barnevognen og nynne baby i søvn på strøget. Men det er jo fordi de får lov. Min barndoms kat, Mufli, kunne godt have brugt en smart latte drikkende pingvin. Hun fik et par kuld unger, og det var mange unger. Fødslerne var komplicerede og jeg husker min mor sidde i køkkenet sammen med sin veninde, katteeksperten Alice, en kande kaffe og røde Prince. Faktisk ved jeg ikke om Alice overhovedet røg. Men i min hukommelse er hun altid indhyldet i en tåge af røg, og med sin stramme mund siger hun skrappe ord. Det var som om, hun altid gav en lille skideballe, hver gang jeg mødte hende. "Du smider da vel ikke bare dine sko der, Nina? Kan du så stille dem pænt!" og "Sådan taler en pæn pige ikke!" Mine forældre var hverken stramme eller skrappe, så det kom altid bag på mig, og forvirringen var stor. Hvordan stiller man sine sko pænt, jeg gloede på mine sko og spejdede desperat efter et godt sted at stille dem, og hvordan taler en pæn pige så? Siger hun; be´om at stille mine sko? Jeg forstår det stadig ikke rigtigt. Måske jeg ville ønske jeg havde en skrap Alice til at tage den opdragende, og meget kedelige rolle for mig. For hun var autoritær, og det er hverken jeg eller min datters far. Vi forklarer og forhandler i et væk, alt for meget. "Spis din spinat" kunne hun så befale vores datter med en Prince i den stramme kæft, og min datter ville spise spinaten uden tøven. En skrap Alice ville være langt mere effektiv end mine forældres usynlige stuepige, Marie. Hun lavede aldrig en skid, selv om mine forældre kaldte og kaldte indtil de selv ordnede det. Da så de mange små fede killinger var født, blev Muflis verden sort, og hun gemte sig på det varme fyr og kiggede ned på os og killingerne med skræmte øjne. Verden blev så sort, som den bliver for mange nybagte mødre, at hun ikke kunne mærke sine børn. Der var ingen hankat til at tage over. Min far sad hele natten i stuen med killingerne liggende på brystkassen og uldtæpper over. Det har aldrig været nogen hemmelighed, min far ikke var ham der fik ideen med at have en kat i huset, og han var heller ikke hjerteveninder med Mufli. Men han var far, de små væsner havde brug for en far, og hans døtre elskede katten og killingerne, og så sidder en forælder "gerne" oppe en hel nat. Jeg er slet ikke i tvivl om, min datters far ville gøre det samme. Trygheden i, at vi er to om forældrearbejdet, omsorgen, kærligheden og forelskelsen i vores barn betyder, hun har to forældre at læne sig op ad resten af sit liv. Det kan hun ligeså godt lære helt fra spæd. Når hun engang skal have sat hår til en børnefødselsdag, kan far sagtens ordne det, når hun engang ringer grædende hjem under intro-ugen på efterskolen, er det ligegyldigt hvem af os der tager telefonen, når hun engang går bananas over en dansk stil, kan vi begge hjælpe hende (mest fordi vi begge er dansklærere) når hun engang får knust sit hjerte af en idiot (hvem fanden kan finde på at knuse min datters hjerte?) kan hun finde trøst hos os begge, eller vi kan begge svinge en kølle. Måske skrappe Alice i virkeligheden hele tiden har været her, men ikke kæftet op om spinat. Måske har hun været her til at opdrage min kæreste og jeg, måske hun er blevet rigtig god og klog. Gid jeg kunne sige det samme om stuepigen Marie, som vi har adopteret, hun laver stadig ikke en skid. Men så er det godt, der er en far i huset.
Jeg elsker jeg denne gakkede pingvin så meget....
...
