tirsdag den 9. april 2013
mandag den 1. april 2013
onsdag den 6. marts 2013
Pingvinspiration.
Efter mit første sy-til-børn kursus var overstået (succes niveauet taler vi ikke om) skrumpede mit hovede ind til normal størrelse, og mit stress udslæt begyndte at fortage sig. Men så blev jeg træt, lige så træt som efter otte dage på Roskilde festival i mine unge dage, hvor man jo mener at man kan sove som gammel. Man har tydeligvis ikke fattet noget som helst. Så vi lå alle tre på en madras i stuen og så Happy Feet, den med den dansende pingvin. Min datter strålede og grinte højlydt, hun må have kunne genkendt noget i sig selv.... Jeg selv blev konfronteret af noget helt andet. Nemlig det, at deles om barslen. For i filmen er det jo faren der går og omsorgsfuldt passer på sønnen i ægget i Nordpolens storm og isnende kulde, og moren der først møder sit barn efter ægget er klækket. Jeg syntes det var NOGET så nuttet, ligesom når jeg ser den smarte far drikke latte med den ene hånd, og vugge en lækker baby i den anden på Baresso, eller vade rundt med barnevognen og nynne baby i søvn på strøget. Men det er jo fordi de får lov. Min barndoms kat, Mufli, kunne godt have brugt en smart latte drikkende pingvin. Hun fik et par kuld unger, og det var mange unger. Fødslerne var komplicerede og jeg husker min mor sidde i køkkenet sammen med sin veninde, katteeksperten Alice, en kande kaffe og røde Prince. Faktisk ved jeg ikke om Alice overhovedet røg. Men i min hukommelse er hun altid indhyldet i en tåge af røg, og med sin stramme mund siger hun skrappe ord. Det var som om, hun altid gav en lille skideballe, hver gang jeg mødte hende. "Du smider da vel ikke bare dine sko der, Nina? Kan du så stille dem pænt!" og "Sådan taler en pæn pige ikke!" Mine forældre var hverken stramme eller skrappe, så det kom altid bag på mig, og forvirringen var stor. Hvordan stiller man sine sko pænt, jeg gloede på mine sko og spejdede desperat efter et godt sted at stille dem, og hvordan taler en pæn pige så? Siger hun; be´om at stille mine sko? Jeg forstår det stadig ikke rigtigt. Måske jeg ville ønske jeg havde en skrap Alice til at tage den opdragende, og meget kedelige rolle for mig. For hun var autoritær, og det er hverken jeg eller min datters far. Vi forklarer og forhandler i et væk, alt for meget. "Spis din spinat" kunne hun så befale vores datter med en Prince i den stramme kæft, og min datter ville spise spinaten uden tøven. En skrap Alice ville være langt mere effektiv end mine forældres usynlige stuepige, Marie. Hun lavede aldrig en skid, selv om mine forældre kaldte og kaldte indtil de selv ordnede det. Da så de mange små fede killinger var født, blev Muflis verden sort, og hun gemte sig på det varme fyr og kiggede ned på os og killingerne med skræmte øjne. Verden blev så sort, som den bliver for mange nybagte mødre, at hun ikke kunne mærke sine børn. Der var ingen hankat til at tage over. Min far sad hele natten i stuen med killingerne liggende på brystkassen og uldtæpper over. Det har aldrig været nogen hemmelighed, min far ikke var ham der fik ideen med at have en kat i huset, og han var heller ikke hjerteveninder med Mufli. Men han var far, de små væsner havde brug for en far, og hans døtre elskede katten og killingerne, og så sidder en forælder "gerne" oppe en hel nat. Jeg er slet ikke i tvivl om, min datters far ville gøre det samme. Trygheden i, at vi er to om forældrearbejdet, omsorgen, kærligheden og forelskelsen i vores barn betyder, hun har to forældre at læne sig op ad resten af sit liv. Det kan hun ligeså godt lære helt fra spæd. Når hun engang skal have sat hår til en børnefødselsdag, kan far sagtens ordne det, når hun engang ringer grædende hjem under intro-ugen på efterskolen, er det ligegyldigt hvem af os der tager telefonen, når hun engang går bananas over en dansk stil, kan vi begge hjælpe hende (mest fordi vi begge er dansklærere) når hun engang får knust sit hjerte af en idiot (hvem fanden kan finde på at knuse min datters hjerte?) kan hun finde trøst hos os begge, eller vi kan begge svinge en kølle. Måske skrappe Alice i virkeligheden hele tiden har været her, men ikke kæftet op om spinat. Måske har hun været her til at opdrage min kæreste og jeg, måske hun er blevet rigtig god og klog. Gid jeg kunne sige det samme om stuepigen Marie, som vi har adopteret, hun laver stadig ikke en skid. Men så er det godt, der er en far i huset.
Jeg elsker jeg denne gakkede pingvin så meget....
...
mandag den 4. februar 2013
Tak for Junglebogen
Junglebogen betyder lige for tiden, at en 24 minutters pause er mulig. Medmindre noget spildes, noget tabes, eller noget ikke er placeret i en to årigs armlængde. Jeg har vist det hele i en 30 årigs armlængde.
tirsdag den 29. januar 2013
Kursus for fædre.
Det er jo kurser for mødre og kommende, der skal ende med et blive mit speciale. Men jeg synes også, fædrene skal have en tur. I praksis skal det bare ikke være af mig, for det tør jeg ikke.
(Man må gerne generalisere, og følgende har INTET at gøre med min kæreste...)
Mænd har den fuldstændige fejlagtige (og sindsyge) tro, at alle kvinder er som skabt til børnepasning, skifte lortebleer, og til at stå op hver eneste nat, hver halve time, uden pause i tre år... Jeg hørte engang om en mand (ikke min mand) sige til sundhedsplejersken, at det var bedre at kæresten stod op om natten, det var nemlig ikke lige så hårdt for hende, fordi sådan havde naturen skabt kvinden. Jeg har hørt, at den nybagte mor og sundhedsplejersken skulle være blevet akut stumme, og senere rimeligt stramme i næbene. Men hvordan skulle han vide bedre? Det gjorde mændenes mødre jo gladeligt og ubesværet da mændene var babyer. De støvsugede nynnende dagligt, for børn har ikke godt af støv. Deres mødre beklagede sig aldrig, og de manglede aldrig overskud. De havde aldrig problemer med at få amningen til at fungere, de følte sig aldrig isolerede derhjemme, og drømte ikke om at stikke af med ham den 22 årige ekspedient i 7 eleven. (Der er fra vores hjem 50 km til den nærmeste 7 eleven, og det er beviset på, at jeg ikke taler om mig selv). Næ, mændenes mødre elskede bare alt ved moderrollen. Så når sønnerne er blevet voksne (?), står de rundforvirrede og ser på med undrende øjne, når deres fine kvinde er forvandlet til et skrigende uhyre, imens baby suger sig fast på babserne, som ikke længere tilhører andre end baby. Han undrer sig, fordi han ikke forstår hvorfor uhyret ikke bare gør, som hans mor gjorde. Den kloge mand holder det for sig selv.
Bevares, der findes sikkert mange mænd som hjælper meget til derhjemme i den første tid. Men sikkert ikke uden at føle de skal have en daglig medalje og uendelig ros fra damen der ikke har sovet i to sammenhængende timer i flere uger. Men det har han da fortjent. For hans far lavede aldrig mad eller vaskede tøj. Aldrig, aldrig, aldrig. Mor sørgede for alt. Men hvor ofte disse mødre vrælede af udmattelse på toilettet, når huset var stille, melder historierne intet om. Heller ikke, om det i virkeligheden var sådan. Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan (jo, jeg gør). Men jeg synes der mangler et forberedende kursus til kommende fædre, hvor de bliver hjernevasket tilstrækkeligt til, at de som roboter pludselig grundlæggende mener, at alt hvad der vedrører opgaver i hjem og familie bør fordeles ligeligt, og er et fælles samarbejde. Dvs. tager opgaver på sine skuldre, helt uden at kvinden har råbt af ham eller mukket langs panelerne. Det kommer an på hvilket temperament man tilhører. Jeg er helt klart den blide, milde og rolige... NOT. Der må være nogle kloge og stærke kvinderfolk der lige ordner sådanne kurser. Den type kvinder, der kan få Carl Mar til at blive usikker på, hvem der i virkeligheden er gud. For hans skråsikkerhed er jeg ret træt af, at høre om. Kvinder der kan få Odense Assholes til at forklare lidt tydeligere, at de altså ikke mener det de siger. Men mændene må heller ikke ende som vattede skvat. De skal stadig kunne hugge brænde, bore i ting, sætte en masse hylder op og bygge ting med deres bare næver. Det kunne så være et andet kursus mændene skulle deltage i. For det passer så fint med vores bygge-rede-instinkt. Smart! Jeg er god til at finde på kurser.
For nogle år siden skulle jeg drikke kaffe med en veninde en lørdag formiddag. Dengang var hendes datter 14 mdr. Siden fødslen havde hun ikke været alene uden datteren, overhovedet. Til gengæld havde manden været i byen hver eneste weekend, på skitur med gutterne og på en shoppetur i København... Han trængte ligesom til at gøre noget for sig selv. Min veninde forlod lejligheden uden datteren og uden et ord. Manden brølede ud i opgangen, om hun da for helvede ikke havde tænkt sig, at tage sit barn med. I fuld fart ned ad trapperne, det skulle gå meget stærkt, brølede hun tilbage om han for helvede ikke kunne PASSE sit barn et par timer. Hun styrtede ud af hoveddøren, ud på gaden og løb stortudende igennem Århus. I de to timer vi fik sammen, inden den dårlige samvittighed tvang hende hjem, ringede han sådan ca. med 10 minutters mellemrum. Hun tog telefonen hver gang, for tænk nu hvis der var sket noget. Det var der ikke. "Hvor er I?" "Hvad laver I?" "Hvad snakker I om (om mig)?" "Hvad skal vi have til aftensmad?" "Hvornår kommer du hjem?" Nu har de så fået to drenge oveni. Sidst jeg besøgte dem, sad manden med den mindste i udstrakte arme og rynket næse, imens han med et bebrejdende blik så skulende på min veninde og sagde vrængende: "Puuuuha!" Min veninde gloede ligegyldigt ud i luften, og sagde i et monotont stemmeleje: " Jeg kan godt gå ud og skifte ham, men så skal jeg lige brække mig først."
Tænk på, hvor meget opkast og mukkeri vi kunne blive fri for, og hvor mange medaljer vi kunne sparre, og her tænker jeg naturligvis på miljøet, hvis der fandtes kurser for fædre. Hvis ikke der er nogen, der kommer mig i forkøbet, så ordner jeg det, når jeg er vokset mig til et bomstærkt kvindfolk.
(Man må gerne generalisere, og følgende har INTET at gøre med min kæreste...)
Mænd har den fuldstændige fejlagtige (og sindsyge) tro, at alle kvinder er som skabt til børnepasning, skifte lortebleer, og til at stå op hver eneste nat, hver halve time, uden pause i tre år... Jeg hørte engang om en mand (ikke min mand) sige til sundhedsplejersken, at det var bedre at kæresten stod op om natten, det var nemlig ikke lige så hårdt for hende, fordi sådan havde naturen skabt kvinden. Jeg har hørt, at den nybagte mor og sundhedsplejersken skulle være blevet akut stumme, og senere rimeligt stramme i næbene. Men hvordan skulle han vide bedre? Det gjorde mændenes mødre jo gladeligt og ubesværet da mændene var babyer. De støvsugede nynnende dagligt, for børn har ikke godt af støv. Deres mødre beklagede sig aldrig, og de manglede aldrig overskud. De havde aldrig problemer med at få amningen til at fungere, de følte sig aldrig isolerede derhjemme, og drømte ikke om at stikke af med ham den 22 årige ekspedient i 7 eleven. (Der er fra vores hjem 50 km til den nærmeste 7 eleven, og det er beviset på, at jeg ikke taler om mig selv). Næ, mændenes mødre elskede bare alt ved moderrollen. Så når sønnerne er blevet voksne (?), står de rundforvirrede og ser på med undrende øjne, når deres fine kvinde er forvandlet til et skrigende uhyre, imens baby suger sig fast på babserne, som ikke længere tilhører andre end baby. Han undrer sig, fordi han ikke forstår hvorfor uhyret ikke bare gør, som hans mor gjorde. Den kloge mand holder det for sig selv.
Bevares, der findes sikkert mange mænd som hjælper meget til derhjemme i den første tid. Men sikkert ikke uden at føle de skal have en daglig medalje og uendelig ros fra damen der ikke har sovet i to sammenhængende timer i flere uger. Men det har han da fortjent. For hans far lavede aldrig mad eller vaskede tøj. Aldrig, aldrig, aldrig. Mor sørgede for alt. Men hvor ofte disse mødre vrælede af udmattelse på toilettet, når huset var stille, melder historierne intet om. Heller ikke, om det i virkeligheden var sådan. Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan (jo, jeg gør). Men jeg synes der mangler et forberedende kursus til kommende fædre, hvor de bliver hjernevasket tilstrækkeligt til, at de som roboter pludselig grundlæggende mener, at alt hvad der vedrører opgaver i hjem og familie bør fordeles ligeligt, og er et fælles samarbejde. Dvs. tager opgaver på sine skuldre, helt uden at kvinden har råbt af ham eller mukket langs panelerne. Det kommer an på hvilket temperament man tilhører. Jeg er helt klart den blide, milde og rolige... NOT. Der må være nogle kloge og stærke kvinderfolk der lige ordner sådanne kurser. Den type kvinder, der kan få Carl Mar til at blive usikker på, hvem der i virkeligheden er gud. For hans skråsikkerhed er jeg ret træt af, at høre om. Kvinder der kan få Odense Assholes til at forklare lidt tydeligere, at de altså ikke mener det de siger. Men mændene må heller ikke ende som vattede skvat. De skal stadig kunne hugge brænde, bore i ting, sætte en masse hylder op og bygge ting med deres bare næver. Det kunne så være et andet kursus mændene skulle deltage i. For det passer så fint med vores bygge-rede-instinkt. Smart! Jeg er god til at finde på kurser.
For nogle år siden skulle jeg drikke kaffe med en veninde en lørdag formiddag. Dengang var hendes datter 14 mdr. Siden fødslen havde hun ikke været alene uden datteren, overhovedet. Til gengæld havde manden været i byen hver eneste weekend, på skitur med gutterne og på en shoppetur i København... Han trængte ligesom til at gøre noget for sig selv. Min veninde forlod lejligheden uden datteren og uden et ord. Manden brølede ud i opgangen, om hun da for helvede ikke havde tænkt sig, at tage sit barn med. I fuld fart ned ad trapperne, det skulle gå meget stærkt, brølede hun tilbage om han for helvede ikke kunne PASSE sit barn et par timer. Hun styrtede ud af hoveddøren, ud på gaden og løb stortudende igennem Århus. I de to timer vi fik sammen, inden den dårlige samvittighed tvang hende hjem, ringede han sådan ca. med 10 minutters mellemrum. Hun tog telefonen hver gang, for tænk nu hvis der var sket noget. Det var der ikke. "Hvor er I?" "Hvad laver I?" "Hvad snakker I om (om mig)?" "Hvad skal vi have til aftensmad?" "Hvornår kommer du hjem?" Nu har de så fået to drenge oveni. Sidst jeg besøgte dem, sad manden med den mindste i udstrakte arme og rynket næse, imens han med et bebrejdende blik så skulende på min veninde og sagde vrængende: "Puuuuha!" Min veninde gloede ligegyldigt ud i luften, og sagde i et monotont stemmeleje: " Jeg kan godt gå ud og skifte ham, men så skal jeg lige brække mig først."
Tænk på, hvor meget opkast og mukkeri vi kunne blive fri for, og hvor mange medaljer vi kunne sparre, og her tænker jeg naturligvis på miljøet, hvis der fandtes kurser for fædre. Hvis ikke der er nogen, der kommer mig i forkøbet, så ordner jeg det, når jeg er vokset mig til et bomstærkt kvindfolk.
søndag den 20. januar 2013
Hvad det her skal ende med.
Det burde ikke være så svært, at samle det at være designer, lærer og mor. Men det er det åbenbart, når der står akademiske typer og ånder en i nakken, indtil en problemformulering er på plads. Så det har min gruppe og jeg knoklet med i to uger (eller en lille uge inklusiv kaffepause). Mit udgangspunkt har taget form, og nu kan jeg tage de første spæde skridt.
Jeg vil oprette sykurser for gravide og mødre. I graviditeten bliver mange kvinder sygemeldt, af forskellige årsager. Pludselig står man udenfor det hele og har en f*ndens masse tid, men måske ikke ret meget at gøre ved al den tid. Veninder og mand, hvis man da har en mand, har stadig arbejde, studie og en ganske almindelig hverdag. Ensomheden kan komme snigende ud af tapetet, og slå selv den stærkeste kvinde ud. Det er vist noget med hormoner. Samtidig vokser et, måske ukendt, behov for at etablere sig, bygge rede og gøre hytten klar til babys ankomst. Og hvad gør man så, når man har al for meget tid og bygge-redde-instinktet river i kroppen? Jeg selv blev en samler, og det tog overhånd. Hver eneste dag gik jeg på jagt. Det var virkelig heldigt, at jeg lige havde fået kørekort og overtaget en bil, for ellers havde jeg slæbt på alverdens ting de 12 km. til og fra Svendborg og hjem, om det så var storm og snekaos eller jeg havde haft bækkenløsning. Jeg ville have været bedøvende ligeglad, jeg skulle bare HA'. Min kæreste gik rundt i en fem måneders lang tilstand af uforstående frustration, for var jeg egentlig klar over hvor stor en fladskærm vi kunne have købt for pengene? Løvemoderen hvæsede, viste kløer og kørte dankortet igennem. Manden tiede stille.
Indenfor de sidste år er markedet for børnetøj- og udstyr eksploderet, se bare hvordan magasiner rettet mod børnefamilier popper lystigt op. Vi skal ikke bare have det hele, vi skal have det helt rigtige. Vores børn skal ikke mangle noget, for så forsømmer vi dem. De råber ind i hovedet på os, at vi skal købe til hjemmet er fyldt og vi bliver nød til at flytte i noget større. Eller var det bare mig? I behøver ikke at svare. Medmindre man har en onkel Rockefeller i Amerika eller andre onkler i oliebranchen, er det umuligt at følge med økonomisk. Det kan godt sætte diskutionskontoen i plus. Hvad de fleste ikke ved er, at stort set alt hvad butikkerne tilbyder, kan laves derhjemme. Det vidste jeg så udemærket, og jeg havde også alle mulighederne for at gøre det. Men hvad jeg fik produceret i løbet af de fem måneder før baby kom til verden, er pinligt lidt. Jeg ærger mig stadig, nu 2,4 år efter. Stoffet var købt, symaskinen stod tændt og jeg havde masser af tid. Men så drønede jeg afsted i Citröenen og kørte dankortet igennem i stedet. For jeg kunne sy den i morgen, hvor jeg så sad på nettet og kiggede på nye varer i børnenetshops. Jeg kunne bare sy det i weekenden, hvor jeg så plagede min kæreste om en hængevugge i noget stof, som jeg ikke selv kunne købe. Det var så urimeligt, at jeg aldrig fik den, den kostede ellers kun 1599,- Og det er selvom jeg kunne have lavet den hjemme til en fjerdedel.
Samtidig ruller "homemade" bølgen derudaf. Den hjemmestrikkede uldvest lugter langt væk af overskud og luksus, og andre mødre sender lange, længselsfulde blikke, når et barn kommer stavrende i overskuds luksus fra top til tå, og det er der klart mere signalværdi i, end nyvasket hår og en ren trøje uden havregrødspletter. Jeg vil ikke indrømme, at jeg har lært min datter at pege på sit tøj og sige; "den har min mor lavet", i det sekund hun træder ind i vuggestuen, men et eller andet sted har hun det jo fra... Lad os give pædagogerne skylden, de må vel være så vant til, at blive bebrejdet for alt muligt.
Jeg vil skabe sykurser, hvor gravide kan møde ligesindede og hvor der er plads. Plads til drømme om syv forskellige bære-på-baby løsninger, og plads til at himle med øjnene over manden der ikke fatter vigtigheden af at eje alle syv. Tsk! Plads til højlydte drømme om det liv der venter om hjørnet, og den forestående fødsel, og et sted hvor der ikke bliver sukket over endnu en stofble versus engangsble debat. Der er plads til at drikke kaffe og møde kvinder man kan holde i hånden gennem graviditeten og efter, for ikke alle mødregrupper ender med at fungere. Hvilket leder til næste sykursus...
I barslen bliver man tilbudt, at komme med i en mødregruppe, hvilket er rigtig fint og de fleste vælger at takker ja. For der er unægteligt et behov, et stort behov. Mødrene møder op med hver deres forventninger og fohåbninger for, hvad sådan en gruppe skal gøre for dem. Seks fremmede og trætte kvinder der skal lære at holde af hinandens selskab og hinandens børn, og hver især have ønskerne opfyldt for, hvad gruppen sammen skal. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så er man muligvis ladt alene. Min mødregruppe reddede mig, og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan barslen havde været uden den ugentlige, seks timers lange, terapisession. Alligevel ville jeg have givet min højre arm for et lignende tilbud, et afslappet kursus for barslende mødre. At der ikke fandtes sådan et kursus til mig dengang, kan jeg enten gå rundt og være fornærmet over, eller give det til andre. Jeg vælger det sidste, men for min egen skyld. For det ville være mit drømmejob, og drømme er min vigtigste drivkraft.
Jeg vil oprette sykurser for gravide og mødre. I graviditeten bliver mange kvinder sygemeldt, af forskellige årsager. Pludselig står man udenfor det hele og har en f*ndens masse tid, men måske ikke ret meget at gøre ved al den tid. Veninder og mand, hvis man da har en mand, har stadig arbejde, studie og en ganske almindelig hverdag. Ensomheden kan komme snigende ud af tapetet, og slå selv den stærkeste kvinde ud. Det er vist noget med hormoner. Samtidig vokser et, måske ukendt, behov for at etablere sig, bygge rede og gøre hytten klar til babys ankomst. Og hvad gør man så, når man har al for meget tid og bygge-redde-instinktet river i kroppen? Jeg selv blev en samler, og det tog overhånd. Hver eneste dag gik jeg på jagt. Det var virkelig heldigt, at jeg lige havde fået kørekort og overtaget en bil, for ellers havde jeg slæbt på alverdens ting de 12 km. til og fra Svendborg og hjem, om det så var storm og snekaos eller jeg havde haft bækkenløsning. Jeg ville have været bedøvende ligeglad, jeg skulle bare HA'. Min kæreste gik rundt i en fem måneders lang tilstand af uforstående frustration, for var jeg egentlig klar over hvor stor en fladskærm vi kunne have købt for pengene? Løvemoderen hvæsede, viste kløer og kørte dankortet igennem. Manden tiede stille.
Indenfor de sidste år er markedet for børnetøj- og udstyr eksploderet, se bare hvordan magasiner rettet mod børnefamilier popper lystigt op. Vi skal ikke bare have det hele, vi skal have det helt rigtige. Vores børn skal ikke mangle noget, for så forsømmer vi dem. De råber ind i hovedet på os, at vi skal købe til hjemmet er fyldt og vi bliver nød til at flytte i noget større. Eller var det bare mig? I behøver ikke at svare. Medmindre man har en onkel Rockefeller i Amerika eller andre onkler i oliebranchen, er det umuligt at følge med økonomisk. Det kan godt sætte diskutionskontoen i plus. Hvad de fleste ikke ved er, at stort set alt hvad butikkerne tilbyder, kan laves derhjemme. Det vidste jeg så udemærket, og jeg havde også alle mulighederne for at gøre det. Men hvad jeg fik produceret i løbet af de fem måneder før baby kom til verden, er pinligt lidt. Jeg ærger mig stadig, nu 2,4 år efter. Stoffet var købt, symaskinen stod tændt og jeg havde masser af tid. Men så drønede jeg afsted i Citröenen og kørte dankortet igennem i stedet. For jeg kunne sy den i morgen, hvor jeg så sad på nettet og kiggede på nye varer i børnenetshops. Jeg kunne bare sy det i weekenden, hvor jeg så plagede min kæreste om en hængevugge i noget stof, som jeg ikke selv kunne købe. Det var så urimeligt, at jeg aldrig fik den, den kostede ellers kun 1599,- Og det er selvom jeg kunne have lavet den hjemme til en fjerdedel.
Samtidig ruller "homemade" bølgen derudaf. Den hjemmestrikkede uldvest lugter langt væk af overskud og luksus, og andre mødre sender lange, længselsfulde blikke, når et barn kommer stavrende i overskuds luksus fra top til tå, og det er der klart mere signalværdi i, end nyvasket hår og en ren trøje uden havregrødspletter. Jeg vil ikke indrømme, at jeg har lært min datter at pege på sit tøj og sige; "den har min mor lavet", i det sekund hun træder ind i vuggestuen, men et eller andet sted har hun det jo fra... Lad os give pædagogerne skylden, de må vel være så vant til, at blive bebrejdet for alt muligt.
Jeg vil skabe sykurser, hvor gravide kan møde ligesindede og hvor der er plads. Plads til drømme om syv forskellige bære-på-baby løsninger, og plads til at himle med øjnene over manden der ikke fatter vigtigheden af at eje alle syv. Tsk! Plads til højlydte drømme om det liv der venter om hjørnet, og den forestående fødsel, og et sted hvor der ikke bliver sukket over endnu en stofble versus engangsble debat. Der er plads til at drikke kaffe og møde kvinder man kan holde i hånden gennem graviditeten og efter, for ikke alle mødregrupper ender med at fungere. Hvilket leder til næste sykursus...
I barslen bliver man tilbudt, at komme med i en mødregruppe, hvilket er rigtig fint og de fleste vælger at takker ja. For der er unægteligt et behov, et stort behov. Mødrene møder op med hver deres forventninger og fohåbninger for, hvad sådan en gruppe skal gøre for dem. Seks fremmede og trætte kvinder der skal lære at holde af hinandens selskab og hinandens børn, og hver især have ønskerne opfyldt for, hvad gruppen sammen skal. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så er man muligvis ladt alene. Min mødregruppe reddede mig, og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan barslen havde været uden den ugentlige, seks timers lange, terapisession. Alligevel ville jeg have givet min højre arm for et lignende tilbud, et afslappet kursus for barslende mødre. At der ikke fandtes sådan et kursus til mig dengang, kan jeg enten gå rundt og være fornærmet over, eller give det til andre. Jeg vælger det sidste, men for min egen skyld. For det ville være mit drømmejob, og drømme er min vigtigste drivkraft.
onsdag den 16. januar 2013
Mad.
Vi fejrer påsken med gul morgenmad.
Efter-vuggestue-forårs-fest-snack.
Stegesoen.
Madlavning i lergryder er en af de ældste tilberedelsesformer. Stort set kan alle former for mad kan laves i en stegeso, der kan koges, steges, bages. Lidt (LIDT!) vand kommes i, som leret opsuger. Det giver en ensartet fugtighed, som forhindrer at ingredienserne bliver tørre. Fordampningen er minimal, hvilket betyder at hverken smagstoffer, næringsstoffer eller vitaminer går tabt. Ingredienserne beholder deres egensmag og forbinder sig med aromaerne fra andre ingredienser. Når det hele er i stegesoen og den er kylet i ovnen, passer den sig selv. Maden brænder ikke på, koger ikke over og man skal virkelig være glemsom, hvis det ender med at have fået for meget.
Hævekurv.
Brød der har ligget i en meldrysset hævekurv fra den lokale helskost. Udover at hævekurven giver brødet et flot mønster, giver det også en særlig skorpe og holder den bløde dejs form imens den hæver færdigt. Hævekurven må ikke rengøres i vand, eventuel fasthængende dej nuldres af. Smart!
En rest grønkål fra gårsdagens aftensmad, og en rest havregryn fra morgenmaden.
Den sidste del af hævningen i hævekurven.
Det færdige grønkålsbrød.
Gojibær.
Gojibærene er tørrede frugter fra busken Lycium barbarum. Planten gror vildt i bjerdalene i Himalaya, Tibet. I Østen har gojibærene været brugt i årtusinder i traditionel kinesisk medicin.
Børnesnack.
Grød med gojibær.
Grødbehør
Abonner på:
Opslag (Atom)