Det burde ikke være så svært, at samle det at være designer, lærer og mor. Men det er det åbenbart, når der står akademiske typer og ånder en i nakken, indtil en problemformulering er på plads. Så det har min gruppe og jeg knoklet med i to uger (eller en lille uge inklusiv kaffepause). Mit udgangspunkt har taget form, og nu kan jeg tage de første spæde skridt.
Jeg vil oprette sykurser for gravide og mødre. I graviditeten bliver mange kvinder sygemeldt, af forskellige årsager. Pludselig står man udenfor det hele og har en f*ndens masse tid, men måske ikke ret meget at gøre ved al den tid. Veninder og mand, hvis man da har en mand, har stadig arbejde, studie og en ganske almindelig hverdag. Ensomheden kan komme snigende ud af tapetet, og slå selv den stærkeste kvinde ud. Det er vist noget med hormoner. Samtidig vokser et, måske ukendt, behov for at etablere sig, bygge rede og gøre hytten klar til babys ankomst. Og hvad gør man så, når man har al for meget tid og bygge-redde-instinktet river i kroppen? Jeg selv blev en samler, og det tog overhånd. Hver eneste dag gik jeg på jagt. Det var virkelig heldigt, at jeg lige havde fået kørekort og overtaget en bil, for ellers havde jeg slæbt på alverdens ting de 12 km. til og fra Svendborg og hjem, om det så var storm og snekaos eller jeg havde haft bækkenløsning. Jeg ville have været bedøvende ligeglad, jeg skulle bare HA'. Min kæreste gik rundt i en fem måneders lang tilstand af uforstående frustration, for var jeg egentlig klar over hvor stor en fladskærm vi kunne have købt for pengene? Løvemoderen hvæsede, viste kløer og kørte dankortet igennem. Manden tiede stille.
Indenfor de sidste år er markedet for børnetøj- og udstyr eksploderet, se bare hvordan magasiner rettet mod børnefamilier popper lystigt op. Vi skal ikke bare have det hele, vi skal have det helt rigtige. Vores børn skal ikke mangle noget, for så forsømmer vi dem. De råber ind i hovedet på os, at vi skal købe til hjemmet er fyldt og vi bliver nød til at flytte i noget større. Eller var det bare mig? I behøver ikke at svare. Medmindre man har en onkel Rockefeller i Amerika eller andre onkler i oliebranchen, er det umuligt at følge med økonomisk. Det kan godt sætte diskutionskontoen i plus. Hvad de fleste ikke ved er, at stort set alt hvad butikkerne tilbyder, kan laves derhjemme. Det vidste jeg så udemærket, og jeg havde også alle mulighederne for at gøre det. Men hvad jeg fik produceret i løbet af de fem måneder før baby kom til verden, er pinligt lidt. Jeg ærger mig stadig, nu 2,4 år efter. Stoffet var købt, symaskinen stod tændt og jeg havde masser af tid. Men så drønede jeg afsted i Citröenen og kørte dankortet igennem i stedet. For jeg kunne sy den i morgen, hvor jeg så sad på nettet og kiggede på nye varer i børnenetshops. Jeg kunne bare sy det i weekenden, hvor jeg så plagede min kæreste om en hængevugge i noget stof, som jeg ikke selv kunne købe. Det var så urimeligt, at jeg aldrig fik den, den kostede ellers kun 1599,- Og det er selvom jeg kunne have lavet den hjemme til en fjerdedel.
Samtidig ruller "homemade" bølgen derudaf. Den hjemmestrikkede uldvest lugter langt væk af overskud og luksus, og andre mødre sender lange, længselsfulde blikke, når et barn kommer stavrende i overskuds luksus fra top til tå, og det er der klart mere signalværdi i, end nyvasket hår og en ren trøje uden havregrødspletter. Jeg vil ikke indrømme, at jeg har lært min datter at pege på sit tøj og sige; "den har min mor lavet", i det sekund hun træder ind i vuggestuen, men et eller andet sted har hun det jo fra... Lad os give pædagogerne skylden, de må vel være så vant til, at blive bebrejdet for alt muligt.
Jeg vil skabe sykurser, hvor gravide kan møde ligesindede og hvor der er plads. Plads til drømme om syv forskellige bære-på-baby løsninger, og plads til at himle med øjnene over manden der ikke fatter vigtigheden af at eje alle syv. Tsk! Plads til højlydte drømme om det liv der venter om hjørnet, og den forestående fødsel, og et sted hvor der ikke bliver sukket over endnu en stofble versus engangsble debat. Der er plads til at drikke kaffe og møde kvinder man kan holde i hånden gennem graviditeten og efter, for ikke alle mødregrupper ender med at fungere. Hvilket leder til næste sykursus...
I barslen bliver man tilbudt, at komme med i en mødregruppe, hvilket er rigtig fint og de fleste vælger at takker ja. For der er unægteligt et behov, et stort behov. Mødrene møder op med hver deres forventninger og fohåbninger for, hvad sådan en gruppe skal gøre for dem. Seks fremmede og trætte kvinder der skal lære at holde af hinandens selskab og hinandens børn, og hver især have ønskerne opfyldt for, hvad gruppen sammen skal. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så er man muligvis ladt alene. Min mødregruppe reddede mig, og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan barslen havde været uden den ugentlige, seks timers lange, terapisession. Alligevel ville jeg have givet min højre arm for et lignende tilbud, et afslappet kursus for barslende mødre. At der ikke fandtes sådan et kursus til mig dengang, kan jeg enten gå rundt og være fornærmet over, eller give det til andre. Jeg vælger det sidste, men for min egen skyld. For det ville være mit drømmejob, og drømme er min vigtigste drivkraft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar