Det som kvinderne og mødre kæmpede for i 1960'erne, at gøre sig frie af hjemmets pligter og de gamle dyder, er blevet godt og grundigt smadret af en ny generation af moderne øko-yoga-spelt-husflids-mødre. De mødre der aldrig viger fra deres børns side, bager brød uden brug af sukker og hvidt mel, og slæber rundt på deres veltilpasse, sunde, stimulerede unger i slynger. (Hvis så meget som en eneste mere af disse kigger bebrejdende eller medlidende på mig, når jeg med nedslået blik og den højre fod skrabende i jorden, erkender, at jeg ikke kunne få det med slyngen til at fungere, så banker jeg i bordet, Jeg gjorde faktisk forsøget op til tre gange.) De har også en vikle og en mai-tai og dem har de selv lavet. Hjemme hos dem hænger en kemikaliefri, naturfarvet, flettet hængevugge i jute og de har smidt alt hvad de havde i hænderne for at være alt for deres børn. Det er en katastrofe for de kvinder der dengang smed alt, for kampen om deres rettigheder på arbejdsmarkedet som mødre. Men det er faktisk slet ikke, hvad dette skal handle om. Men derimod, når man vil begge dele. Så har man balladen, den virkelig store ballade. Det ved jeg, for sådan en mor er jeg.
Da jeg blev gravid, var jeg havlvejs i mit lærerstudie, min kæreste læste også til lærer samme sted, men var et år tættere på dimission end jeg. Tanken om et ekstra år på Fyn og dermed udsætte mit store ønske om, at komme tilbage til min hjemby Aarhus, var ulidelig. Så det brokkede jeg mig rimelig meget over. Min kæreste foreslog, at vi kunne deles om barslen. DELES? Deles om M I N barsel??!!! Hvilket idiotisk forslag! Jeg havde aldrig troet at han (dvs. jeg) skulle starte en indre mor-krig over ligestilling. Men der jokkede han da seriøst i spinaten. Der skal være ligestilling, og flere mænd skal tage del, eller have muligheden, i barslen. Men åbenbart ikke når det handler om min barsel. Helst alle de andres. High five til Røde Mor eller røde mødre og fædre. Når det handler om mig, vil jeg både have min barsel for mig selv, (for det er enhver kvindes pligt, host host) jeg vil tage min uddannelse uden afbrydelse (for det har enhver kvinde krav på) og jeg vil ellers gøre hvad jeg gjorde før graviditet og baby. Jeg vil gå hjemme og nusse baby og mine planter uden gylp ned af ryggen. Jeg vil sy børnetøj i ren uld imens bassen sover med natursutten, mæt af hjemmelavet pastinak/jordskokkemos (råvarene er fra en lokal økogårdbutik, naturligvis, som jeg lige svingede forbi, da jeg var ude og gå mine daglige 8 km. med barnevognen) Vi skal have fritgående høns i baggården, som jeg henter æg hos i min islandske sweater, fordi så føler jeg mig som Bonderøvens kone. Virkelig irriterende, at jeg ligner noget der er løgn i sådan en sweater. Jeg vil sylte og bage, indrette reden og bobbe mit hår med lakerede negle. Det var meget skuffende for mig at finde ud af, det slet ikke kunne lade sig gøre. Men så var det godt, at vi flyttede med en tre måneders baby, og at omkring 1000 møbler lige skulle sættes i stand og males, gardiner skulle sys og alle mulige ting skulle sættes op på væggene i en lynende fart. Så havde jeg noget at rive i, imens baby sov og jeg, så udmattet af søvnunderskud, mistede babys mælk. Se, der prioiterede jeg helt rigtigt.
Vendepunktet for min jagt efter at ville det hele skete, da jeg opdagede at to seje helsemødre fra min mødregruppe, den ene med tvillinger uden vilje til nattesøvn og en besværlig mand, den anden med tre børn, snød. De snød med det hele. Deres børn fik pulvergrød, der kom sukker på havregrøden, og nogen gange spiste de frysepizza til aftensmad. De gav deres børn bleer på fra Aldi, og nogengange legede de ikke de korrekte motoriklege med baby i flere dage... WTF? Så slækkede jeg også. Så rodede det, så passede stolene i køkkenet ikke sammen og jeg gjorde pludselig ikke noget ved det. Når baby sov, så lå jeg ned og lavede ingenting. Når der kom nogen på besøg havde jeg ingen kage klar, og toilettet stank ikke af Ajax, undskyld - tysk eco-toiletrens, selvfølgelig. Ajax har aldrig været indenfor vores døre... Ahh, det var dejligt. Det var lige indtil barslen sluttede.
For da fik jeg den strålende ide, at tage imod et jobtilbud. For det var da lige mig, og det kunne sagtens lade sig gøre med skole ved siden af og en mand der først havde fyraften ved aftensmadstid. Så kunne vi bare have lavet mad på forhånd, og skynde os hjem for at lege helt vildt meget og opfylde alle nærhedsbehovende. Efter putning skulle jeg bare lige hurtigt vaske op, lægge tøj sammen og rydde legetøjet op. Så kunne lektierne få en hurtig tur imens brødet lå i hævekurven fra helsekostforretningen, og når det kom i ovnen, kunne jeg lige male det der billede til børneværelset, for der trængte virkelig til noget på væggene. Stakkels barn. I seng kl 22, så jeg veludhvilet kunne stå op og være super-moderen fra en anden planet, der storsmilende afleverer barnet i naturinstituttionen, hvilken er nøje håndplukket som det mest kompetente sted at have guldklumpen i hverdagene. Sandheden er, at intet af det skete. (Undtagen det med den kompetente naturinstituttion, og det er slet ikke min fortjeneste, men dejlige pædagogers. Pokkers.)
I et anfald af et spontant, hysterisk og falsk behov for, at gøre som jeg plejede førhen, tog jeg til London alene. Jeg drak kaffe og kiggede på mennesker, tog på museer og spiste sushi. Det lyder nok skønt i trætte mødres ører og jeg prøvede også hårdnakket at finde glæden ved alenetiden. Men i virkeligheden gik jeg bare og ventede på mit fly hjem og gensynet med min datter. De første dage brugte jeg tiden på at overbevise mig selv om, at det bare var så godt at være afsted, og til sidst brugte jeg tiden på, at love mig selv aldrig tage afsted uden min datter igen. Dejlig tur.
Jeg har så ikke længere et studiejob og sender undskyldende tanker til mit cv, og mine forringede jobmuligheder. Men jeg vælger den pylrede lille pige, der næsten ikke kan få en bid ned af træthed fra, og den glade, syngende, dansepige til, når jeg nu skal vælge, og det skal jeg. Vi kan godt få fra begge lejre, økomor og karrieremor, men ikke det hele, og ikke på bekostning af vores børn og overskudet til dem. Jeg er dog ikke sådan at slå ud, jeg har sat mig for, at få det hele til at gå op i en højere endhed og det er hvad denne blog handler om. At få mine drømme om familieliv og karriere til at vade rundt med hinanden i hånden. Give min datter den magiske, eventyrlige, fortryllende, forunderlige, sjove, kærlige og trygge barndom, som alle børn har krav på. Det kan alle børn ikke få, men har man muligheden for at give det, synes jeg man skal bestræbe sig på det. Det er et puslespil, en jonglering, men lykkedes det for mig, kan jeg give det videre til andre mødre via mit kommende virke som lærer. Lærer, designer og mor, det kan kompineres, skal jeg bare lige hurtigt have fundet ud af hvordan.
Har du ikke overskudet, så glem alt i denne blog. At blive mor er ikke for sarte sjæle, og det er vi jo nogen der er. Læg dig på en madras, læs en bog, lyt til musik eller glo ud i luften og se nullermændende vokse sig store og stærke. På et tidspunkt synes din mor, svigermor, veninde eller nabo, at det bliver for meget, og så ordner de det. Og lad så (for helvede) være med, at have dårlig samvittighed. Har dit barn det godt, er alt andet ligegyldigt.
Har du derimod overskudet, er det vidunderligt, for det giver glæde. Men lad så (for helvede) være med at dømme, bebrejde eller have medlidenhed med den dame der køber Ajax, men hvis toilet alligevel stinker af alt andet, damen der stressryger på altanen i smug, fordi baby har skreget i 48 timer og søvnløshedens antal timer ligger på nøjagtig det samme, hende der ikke kender korntyper som emmer og kamut, damen der iklæder sit barn tøj af polyester, og ikke kan få planter til at strutte. I stedet kan du sy en babydragt i øko-tex eller stikke en hue i alpaca uld, lave en biodynamisk lasagne til hendes fryser eller gøre hendes toilet rent. Mere søstersoldaritet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar