Det er jo kurser for mødre og kommende, der skal ende med et blive mit speciale. Men jeg synes også, fædrene skal have en tur. I praksis skal det bare ikke være af mig, for det tør jeg ikke.
(Man må gerne generalisere, og følgende har INTET at gøre med min kæreste...)
Mænd har den fuldstændige fejlagtige (og sindsyge) tro, at alle kvinder er som skabt til børnepasning, skifte lortebleer, og til at stå op hver eneste nat, hver halve time, uden pause i tre år... Jeg hørte engang om en mand (ikke min mand) sige til sundhedsplejersken, at det var bedre at kæresten stod op om natten, det var nemlig ikke lige så hårdt for hende, fordi sådan havde naturen skabt kvinden. Jeg har hørt, at den nybagte mor og sundhedsplejersken skulle være blevet akut stumme, og senere rimeligt stramme i næbene. Men hvordan skulle han vide bedre? Det gjorde mændenes mødre jo gladeligt og ubesværet da mændene var babyer. De støvsugede nynnende dagligt, for børn har ikke godt af støv. Deres mødre beklagede sig aldrig, og de manglede aldrig overskud. De havde aldrig problemer med at få amningen til at fungere, de følte sig aldrig isolerede derhjemme, og drømte ikke om at stikke af med ham den 22 årige ekspedient i 7 eleven. (Der er fra vores hjem 50 km til den nærmeste 7 eleven, og det er beviset på, at jeg ikke taler om mig selv). Næ, mændenes mødre elskede bare alt ved moderrollen. Så når sønnerne er blevet voksne (?), står de rundforvirrede og ser på med undrende øjne, når deres fine kvinde er forvandlet til et skrigende uhyre, imens baby suger sig fast på babserne, som ikke længere tilhører andre end baby. Han undrer sig, fordi han ikke forstår hvorfor uhyret ikke bare gør, som hans mor gjorde. Den kloge mand holder det for sig selv.
Bevares, der findes sikkert mange mænd som hjælper meget til derhjemme i den første tid. Men sikkert ikke uden at føle de skal have en daglig medalje og uendelig ros fra damen der ikke har sovet i to sammenhængende timer i flere uger. Men det har han da fortjent. For hans far lavede aldrig mad eller vaskede tøj. Aldrig, aldrig, aldrig. Mor sørgede for alt. Men hvor ofte disse mødre vrælede af udmattelse på toilettet, når huset var stille, melder historierne intet om. Heller ikke, om det i virkeligheden var sådan. Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan (jo, jeg gør). Men jeg synes der mangler et forberedende kursus til kommende fædre, hvor de bliver hjernevasket tilstrækkeligt til, at de som roboter pludselig grundlæggende mener, at alt hvad der vedrører opgaver i hjem og familie bør fordeles ligeligt, og er et fælles samarbejde. Dvs. tager opgaver på sine skuldre, helt uden at kvinden har råbt af ham eller mukket langs panelerne. Det kommer an på hvilket temperament man tilhører. Jeg er helt klart den blide, milde og rolige... NOT. Der må være nogle kloge og stærke kvinderfolk der lige ordner sådanne kurser. Den type kvinder, der kan få Carl Mar til at blive usikker på, hvem der i virkeligheden er gud. For hans skråsikkerhed er jeg ret træt af, at høre om. Kvinder der kan få Odense Assholes til at forklare lidt tydeligere, at de altså ikke mener det de siger. Men mændene må heller ikke ende som vattede skvat. De skal stadig kunne hugge brænde, bore i ting, sætte en masse hylder op og bygge ting med deres bare næver. Det kunne så være et andet kursus mændene skulle deltage i. For det passer så fint med vores bygge-rede-instinkt. Smart! Jeg er god til at finde på kurser.
For nogle år siden skulle jeg drikke kaffe med en veninde en lørdag formiddag. Dengang var hendes datter 14 mdr. Siden fødslen havde hun ikke været alene uden datteren, overhovedet. Til gengæld havde manden været i byen hver eneste weekend, på skitur med gutterne og på en shoppetur i København... Han trængte ligesom til at gøre noget for sig selv. Min veninde forlod lejligheden uden datteren og uden et ord. Manden brølede ud i opgangen, om hun da for helvede ikke havde tænkt sig, at tage sit barn med. I fuld fart ned ad trapperne, det skulle gå meget stærkt, brølede hun tilbage om han for helvede ikke kunne PASSE sit barn et par timer. Hun styrtede ud af hoveddøren, ud på gaden og løb stortudende igennem Århus. I de to timer vi fik sammen, inden den dårlige samvittighed tvang hende hjem, ringede han sådan ca. med 10 minutters mellemrum. Hun tog telefonen hver gang, for tænk nu hvis der var sket noget. Det var der ikke. "Hvor er I?" "Hvad laver I?" "Hvad snakker I om (om mig)?" "Hvad skal vi have til aftensmad?" "Hvornår kommer du hjem?" Nu har de så fået to drenge oveni. Sidst jeg besøgte dem, sad manden med den mindste i udstrakte arme og rynket næse, imens han med et bebrejdende blik så skulende på min veninde og sagde vrængende: "Puuuuha!" Min veninde gloede ligegyldigt ud i luften, og sagde i et monotont stemmeleje: " Jeg kan godt gå ud og skifte ham, men så skal jeg lige brække mig først."
Tænk på, hvor meget opkast og mukkeri vi kunne blive fri for, og hvor mange medaljer vi kunne sparre, og her tænker jeg naturligvis på miljøet, hvis der fandtes kurser for fædre. Hvis ikke der er nogen, der kommer mig i forkøbet, så ordner jeg det, når jeg er vokset mig til et bomstærkt kvindfolk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar