Kursus for fædre.

Det er jo kurser for mødre og kommende, der skal ende med et blive mit speciale. Men jeg synes også, fædrene skal have en tur. I praksis skal det bare ikke være af mig, for det tør jeg ikke.

(Man må gerne generalisere, og følgende har INTET at gøre med min kæreste...)

Mænd har den fuldstændige fejlagtige (og sindsyge) tro, at alle kvinder er som skabt til børnepasning, skifte lortebleer, og til at stå op hver eneste nat, hver halve time, uden pause i tre år... Jeg hørte engang om en mand (ikke min mand) sige til sundhedsplejersken, at det var bedre at kæresten stod op om natten, det var nemlig ikke lige så hårdt for hende, fordi sådan havde naturen skabt kvinden. Jeg har hørt, at den nybagte mor og sundhedsplejersken skulle være blevet akut stumme, og senere rimeligt stramme i næbene. Men hvordan skulle han vide bedre? Det gjorde mændenes mødre jo gladeligt og ubesværet da mændene var babyer. De støvsugede nynnende dagligt, for børn har ikke godt af støv. Deres mødre beklagede sig aldrig, og de manglede aldrig overskud. De havde aldrig problemer med at få amningen til at fungere, de følte sig aldrig isolerede derhjemme, og drømte ikke om at stikke af med ham den 22 årige ekspedient i 7 eleven. (Der er fra vores hjem 50 km til den nærmeste 7 eleven, og det er beviset på, at jeg ikke taler om mig selv). Næ, mændenes mødre elskede bare alt ved moderrollen. Så når sønnerne er blevet voksne (?), står de rundforvirrede og ser på med undrende øjne, når deres fine kvinde er forvandlet til et skrigende uhyre, imens baby suger sig fast på babserne, som ikke længere tilhører andre end baby. Han undrer sig, fordi han ikke forstår hvorfor uhyret ikke bare gør, som hans mor gjorde. Den kloge mand holder det for sig selv.

Bevares, der findes sikkert mange mænd som hjælper meget til derhjemme i den første tid. Men sikkert ikke uden at føle de skal have en daglig medalje og uendelig ros fra damen der ikke har sovet i to sammenhængende timer i flere uger. Men det har han da fortjent. For hans far lavede aldrig mad eller vaskede tøj. Aldrig, aldrig, aldrig. Mor sørgede for alt. Men hvor ofte disse mødre vrælede af udmattelse på toilettet, når huset var stille, melder historierne intet om. Heller ikke, om det i virkeligheden var sådan. Jeg siger ikke, at alle mænd er sådan (jo, jeg gør). Men jeg synes der mangler et forberedende kursus til kommende fædre, hvor de bliver hjernevasket tilstrækkeligt til, at de som roboter pludselig grundlæggende mener, at alt hvad der vedrører opgaver i hjem og familie bør fordeles ligeligt, og er et fælles samarbejde. Dvs. tager opgaver på sine skuldre, helt uden at kvinden har råbt af ham eller mukket langs panelerne. Det kommer an på hvilket temperament man tilhører. Jeg er helt klart den blide, milde og rolige... NOT. Der må være nogle kloge og stærke kvinderfolk der lige ordner sådanne kurser. Den type kvinder, der kan få Carl Mar til at blive usikker på, hvem der i virkeligheden er gud. For hans skråsikkerhed er jeg ret træt af, at høre om. Kvinder der kan få Odense Assholes til at forklare lidt tydeligere, at de altså ikke mener det de siger. Men mændene må heller ikke ende som vattede skvat. De skal stadig kunne hugge brænde, bore i ting, sætte en masse hylder op og bygge ting med deres bare næver. Det kunne så være et andet kursus mændene skulle deltage i. For det passer så fint med vores bygge-rede-instinkt. Smart! Jeg er god til at finde på kurser. 

For nogle år siden skulle jeg drikke kaffe med en veninde en lørdag formiddag. Dengang var hendes datter 14 mdr. Siden fødslen havde hun ikke været alene uden datteren, overhovedet. Til gengæld havde manden været i byen hver eneste weekend, på skitur med gutterne og på en shoppetur i København... Han trængte ligesom til at gøre noget for sig selv. Min veninde forlod lejligheden uden datteren og uden et ord. Manden brølede ud i opgangen, om hun da for helvede ikke havde tænkt sig, at tage sit barn med. I fuld fart ned ad trapperne, det skulle gå meget stærkt, brølede hun tilbage om han for helvede ikke kunne PASSE sit barn et par timer. Hun styrtede ud af hoveddøren, ud på gaden og løb stortudende igennem Århus. I de to timer vi fik sammen, inden den dårlige samvittighed tvang hende hjem, ringede han sådan ca. med 10 minutters mellemrum. Hun tog telefonen hver gang, for tænk nu hvis der var sket noget. Det var der ikke. "Hvor er I?" "Hvad laver I?" "Hvad snakker I om (om mig)?" "Hvad skal vi have til aftensmad?" "Hvornår kommer du hjem?" Nu har de så fået to drenge oveni. Sidst jeg besøgte dem, sad manden med den mindste i udstrakte arme og rynket næse, imens han med et bebrejdende blik så skulende på min veninde og sagde vrængende: "Puuuuha!" Min veninde gloede ligegyldigt ud i luften, og sagde i et monotont stemmeleje: " Jeg kan godt gå ud og skifte ham, men så skal jeg lige brække mig først." 

Tænk på, hvor meget opkast og mukkeri vi kunne blive fri for, og hvor mange medaljer vi kunne sparre, og her tænker jeg naturligvis på miljøet, hvis der fandtes kurser for fædre. Hvis ikke der er nogen, der kommer mig i forkøbet, så ordner jeg det, når jeg er vokset mig til et bomstærkt kvindfolk. 

Hvad det her skal ende med.

Det burde ikke være så svært, at samle det at være designer, lærer og mor. Men det er det åbenbart, når der står akademiske typer og ånder en i nakken, indtil en problemformulering er på plads. Så det har min gruppe og jeg knoklet med i to uger (eller en lille uge inklusiv kaffepause). Mit udgangspunkt har taget form, og nu kan jeg tage de første spæde skridt. 

Jeg vil oprette sykurser for gravide og mødre. I graviditeten bliver mange kvinder sygemeldt, af forskellige årsager. Pludselig står man udenfor det hele og har en f*ndens masse tid, men måske ikke ret meget at gøre ved al den tid. Veninder og mand, hvis man da har en mand, har stadig arbejde, studie og en ganske almindelig hverdag. Ensomheden kan komme snigende ud af tapetet, og slå selv den stærkeste kvinde ud. Det er vist noget med hormoner. Samtidig vokser et, måske ukendt, behov for at etablere sig, bygge rede og gøre hytten klar til babys ankomst. Og hvad gør man så, når man har al for meget tid og bygge-redde-instinktet river i kroppen? Jeg selv blev en samler, og det tog overhånd. Hver eneste dag gik jeg på jagt. Det var virkelig heldigt, at jeg lige havde fået kørekort og overtaget en bil, for ellers havde jeg slæbt på alverdens ting de 12 km. til og fra Svendborg og hjem, om det så var storm og snekaos eller jeg havde haft bækkenløsning. Jeg ville have været bedøvende ligeglad, jeg skulle bare HA'. Min kæreste gik rundt i en fem måneders lang tilstand af uforstående frustration, for var jeg egentlig klar over hvor stor en fladskærm vi kunne have købt for pengene? Løvemoderen hvæsede, viste kløer og kørte dankortet igennem. Manden tiede stille. 

Indenfor de sidste år er markedet for børnetøj- og udstyr eksploderet, se bare hvordan magasiner rettet mod børnefamilier popper lystigt op. Vi skal ikke bare have det hele, vi skal have det helt rigtige. Vores børn skal ikke mangle noget, for så forsømmer vi dem. De råber ind i hovedet på os, at vi skal købe til hjemmet er fyldt og vi bliver nød til at flytte i noget større. Eller var det bare mig? I behøver ikke at svare. Medmindre man har en onkel Rockefeller i Amerika eller andre onkler i oliebranchen, er det umuligt at følge med økonomisk. Det kan godt sætte diskutionskontoen i plus. Hvad de fleste ikke ved er, at stort set alt hvad butikkerne tilbyder, kan laves derhjemme. Det vidste jeg så udemærket, og jeg havde også alle mulighederne for at gøre det. Men hvad jeg fik produceret i løbet af de fem måneder før baby kom til verden, er pinligt lidt. Jeg ærger mig stadig, nu 2,4 år efter. Stoffet var købt, symaskinen stod tændt og jeg havde masser af tid. Men så drønede jeg afsted i Citröenen og kørte dankortet igennem i stedet. For jeg kunne sy den i morgen, hvor jeg så sad på nettet og kiggede på nye varer i børnenetshops. Jeg kunne bare sy det i weekenden, hvor jeg så plagede min kæreste om en hængevugge i noget stof, som jeg ikke selv kunne købe. Det var så urimeligt, at jeg aldrig fik den, den kostede ellers kun 1599,- Og det er selvom jeg kunne have lavet den hjemme til en fjerdedel. 

Samtidig ruller "homemade" bølgen derudaf.  Den hjemmestrikkede uldvest lugter langt væk af overskud og luksus, og andre mødre sender lange, længselsfulde blikke, når et barn kommer stavrende i overskuds luksus fra top til tå, og det er der klart mere signalværdi i, end nyvasket hår og en ren trøje uden havregrødspletter. Jeg vil ikke indrømme, at jeg har lært min datter at pege på sit tøj og sige; "den har min mor lavet", i det sekund hun træder ind i vuggestuen, men et eller andet sted har hun det jo fra... Lad os give pædagogerne skylden, de må vel være så vant til, at blive bebrejdet for alt muligt. 

Jeg vil skabe sykurser, hvor gravide kan møde ligesindede og hvor der er plads. Plads til drømme om syv forskellige bære-på-baby løsninger, og plads til at himle med øjnene over manden der ikke fatter vigtigheden af at eje alle syv. Tsk! Plads til højlydte drømme om det liv der venter om hjørnet, og den forestående fødsel, og et sted hvor der ikke bliver sukket over endnu en stofble versus engangsble debat. Der er plads til at drikke kaffe og møde kvinder man kan holde i hånden gennem graviditeten og efter, for ikke alle mødregrupper ender med at fungere. Hvilket leder til næste sykursus...

I barslen bliver man tilbudt, at komme med i en mødregruppe, hvilket er rigtig fint og de fleste vælger at takker ja. For der er unægteligt et behov, et stort behov. Mødrene møder op med hver deres forventninger og fohåbninger for, hvad sådan en gruppe skal gøre for dem. Seks fremmede og trætte kvinder der skal lære at holde af hinandens selskab og hinandens børn, og hver især have ønskerne opfyldt for, hvad gruppen sammen skal. Det kan ikke altid lade sig gøre, og så er man muligvis ladt alene. Min mødregruppe reddede mig, og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan barslen havde været uden den ugentlige, seks timers lange, terapisession. Alligevel ville jeg have givet min højre arm for et lignende tilbud, et afslappet kursus for barslende mødre. At der ikke fandtes sådan et kursus til mig dengang, kan jeg enten gå rundt og være fornærmet over, eller give det til andre. Jeg vælger det sidste, men for min egen skyld. For det ville være mit drømmejob, og drømme er min vigtigste drivkraft.

Mad.

Vi fejrer påsken med gul morgenmad.

Efter-vuggestue-forårs-fest-snack. 

Stegesoen.

Madlavning i lergryder er en af de ældste tilberedelsesformer. Stort set kan alle former for mad kan laves i en stegeso, der kan koges, steges, bages. Lidt (LIDT!) vand kommes i, som leret opsuger. Det giver en ensartet fugtighed, som forhindrer at ingredienserne bliver tørre. Fordampningen er minimal, hvilket betyder at hverken smagstoffer, næringsstoffer eller vitaminer går tabt. Ingredienserne beholder deres egensmag og forbinder sig med aromaerne fra andre ingredienser. Når det hele er i stegesoen og den er kylet i ovnen, passer den sig selv. Maden brænder ikke på, koger ikke over og man skal virkelig være glemsom, hvis det ender med at have fået for meget. 

Hævekurv.

Brød der har ligget i en meldrysset hævekurv fra den lokale helskost. Udover at hævekurven giver brødet et flot mønster, giver det også en særlig skorpe og holder den bløde dejs form imens den hæver færdigt. Hævekurven må ikke rengøres i vand, eventuel fasthængende dej nuldres af. Smart!

En rest grønkål fra gårsdagens aftensmad, og en rest havregryn fra morgenmaden.

Den sidste del af hævningen i hævekurven.

Det færdige grønkålsbrød.

Gojibær.

Gojibærene er tørrede frugter fra busken Lycium barbarum. Planten gror vildt i bjerdalene i Himalaya, Tibet. I Østen har gojibærene været brugt i årtusinder i traditionel kinesisk medicin.

Børnesnack.

Grød med gojibær.

Grødbehør

Børnetøj.

Jeg har anskaffet mig nogle børneginer fre WHEATs butik i Aarhus, og dem er jeg ret stolt af. Min datter er sikkert også lettet over, hun ikke længere skal proppes i alt muligt, og stå stille imens jeg tager billeder, når hun hellere vil danse og hoppe. 

Vera i uldne shorts. 

Betræk til sleebee.

Opstilling til en artikel i lokalavisen.

Ella the woolen cloud

ZooInspiration.

 Zoologisk have en hvid solskinsdag. 

Alexander Mcqueens pompomfrakke får mine sommefugle i maven til at flakse.

Hvad pompomfrakke inspirationen endte med...

Fastelavnskostume lavet af pladevat fra en 15 kroners sommerdyne fra IKEA.

Min datter vidste ikke rigtig, hvad hun var klædt ud som, hun vidste bare, hun var klædt ud.

Ella the woolen cloud

 

Hvad det her er for noget.

Det som kvinderne og mødre kæmpede for i 1960'erne, at gøre sig frie af hjemmets pligter og de gamle dyder, er blevet godt og grundigt smadret af en ny generation af moderne øko-yoga-spelt-husflids-mødre. De mødre der aldrig viger fra deres børns side, bager brød uden brug af sukker og hvidt mel, og slæber rundt på deres veltilpasse, sunde, stimulerede unger i slynger. (Hvis så meget som en eneste mere af disse kigger bebrejdende eller medlidende på mig, når jeg med nedslået blik og den højre fod skrabende i jorden, erkender, at jeg ikke kunne få det med slyngen til at fungere, så banker jeg i bordet, Jeg gjorde faktisk forsøget op til tre gange.) De har også en vikle og en mai-tai og dem har de selv lavet. Hjemme hos dem hænger en kemikaliefri, naturfarvet, flettet hængevugge i jute og de har smidt alt hvad de havde i hænderne for at være alt for deres børn. Det er en katastrofe for de kvinder der dengang smed alt, for kampen om deres rettigheder på arbejdsmarkedet som mødre. Men det er faktisk slet ikke, hvad dette skal handle om. Men derimod, når man vil begge dele. Så har man balladen, den virkelig store ballade. Det ved jeg, for sådan en mor er jeg. 

Da jeg blev gravid, var jeg havlvejs i mit lærerstudie, min kæreste læste også til lærer samme sted, men var et år tættere på dimission end jeg. Tanken om et ekstra år på Fyn og dermed udsætte mit store ønske om, at komme tilbage til min hjemby Aarhus, var ulidelig. Så det brokkede jeg mig rimelig meget over. Min kæreste foreslog, at vi kunne deles om barslen. DELES? Deles om M I N barsel??!!! Hvilket idiotisk forslag! Jeg havde aldrig troet at han (dvs. jeg) skulle starte en indre mor-krig over ligestilling. Men der jokkede han da seriøst i spinaten. Der skal være ligestilling, og flere mænd skal tage del, eller have muligheden, i barslen. Men åbenbart ikke når det handler om min barsel. Helst alle de andres. High five til Røde Mor eller røde mødre og fædre. Når det handler om mig, vil jeg både have min barsel for mig selv, (for det er enhver kvindes pligt, host host) jeg vil tage min uddannelse uden afbrydelse (for det har enhver kvinde krav på) og jeg vil ellers gøre hvad jeg gjorde før graviditet og baby. Jeg vil gå hjemme og nusse baby og mine planter uden gylp ned af ryggen. Jeg vil sy børnetøj i ren uld imens bassen sover med natursutten, mæt af hjemmelavet pastinak/jordskokkemos (råvarene er fra en lokal økogårdbutik, naturligvis, som jeg lige svingede forbi, da jeg var ude og gå mine daglige 8 km. med barnevognen) Vi skal have fritgående høns i baggården, som jeg henter æg hos i min islandske sweater, fordi så føler jeg mig som Bonderøvens kone. Virkelig irriterende, at jeg ligner noget der er løgn i sådan en sweater. Jeg vil sylte og bage, indrette reden og bobbe mit hår med lakerede negle. Det var meget skuffende for mig at finde ud af, det slet ikke kunne lade sig gøre. Men så var det godt, at vi flyttede med en tre måneders baby, og at omkring 1000 møbler lige skulle sættes i stand og males, gardiner skulle sys og alle mulige ting skulle sættes op på væggene i en lynende fart. Så havde jeg noget at rive i, imens baby sov og jeg, så udmattet af søvnunderskud, mistede babys mælk. Se, der prioiterede jeg helt rigtigt. 

Vendepunktet for min jagt efter at ville det hele skete, da jeg opdagede at to seje helsemødre fra min mødregruppe, den ene med tvillinger uden vilje til nattesøvn og en besværlig mand, den anden med tre børn, snød. De snød med det hele. Deres børn fik pulvergrød, der kom sukker på havregrøden, og nogen gange spiste de frysepizza til aftensmad. De gav deres børn bleer på fra Aldi, og nogengange legede de ikke de korrekte motoriklege med baby i flere dage... WTF? Så slækkede jeg også. Så rodede det, så passede stolene i køkkenet ikke sammen og jeg gjorde pludselig ikke noget ved det. Når baby sov, så lå jeg ned og lavede ingenting. Når der kom nogen på besøg havde jeg ingen kage klar, og toilettet stank ikke af Ajax, undskyld - tysk eco-toiletrens, selvfølgelig. Ajax har aldrig været indenfor vores døre... Ahh, det var dejligt. Det var lige indtil barslen sluttede. 

For da fik jeg den strålende ide, at tage imod et jobtilbud. For det var da lige mig, og det kunne sagtens lade sig gøre med skole ved siden af og en mand der først havde fyraften ved aftensmadstid. Så kunne vi bare have lavet mad på forhånd, og skynde os hjem for at lege helt vildt meget og opfylde alle nærhedsbehovende. Efter putning skulle jeg bare lige hurtigt vaske op, lægge tøj sammen og rydde legetøjet op. Så kunne lektierne få en hurtig tur imens brødet lå i hævekurven fra helsekostforretningen, og når det kom i ovnen, kunne jeg lige male det der billede til børneværelset, for der trængte virkelig til noget på væggene. Stakkels barn. I seng kl 22, så jeg veludhvilet kunne stå op og være super-moderen fra en anden planet, der storsmilende afleverer barnet i naturinstituttionen, hvilken er nøje håndplukket som det mest kompetente sted at have guldklumpen i hverdagene. Sandheden er, at intet af det skete. (Undtagen det med den kompetente naturinstituttion, og det er slet ikke min fortjeneste, men dejlige pædagogers. Pokkers.) 

I et anfald af et spontant, hysterisk og falsk behov for, at gøre som jeg plejede førhen, tog jeg til London alene. Jeg drak kaffe og kiggede på mennesker, tog på museer og spiste sushi. Det lyder nok skønt i trætte mødres ører og jeg prøvede også hårdnakket at finde glæden ved alenetiden. Men i virkeligheden gik jeg bare og ventede på mit fly hjem og gensynet med min datter. De første dage brugte jeg tiden på at overbevise mig selv om, at det bare var så godt at være afsted, og til sidst brugte jeg tiden på, at love mig selv aldrig tage afsted uden min datter igen. Dejlig tur.

Jeg har så ikke længere et studiejob og sender undskyldende tanker til mit cv, og mine forringede jobmuligheder. Men jeg vælger den pylrede lille pige, der næsten ikke kan få en bid ned af træthed fra, og den glade, syngende, dansepige til, når jeg nu skal vælge, og det skal jeg. Vi kan godt få fra begge lejre, økomor og karrieremor, men ikke det hele, og ikke på bekostning af vores børn og overskudet til dem. Jeg er dog ikke sådan at slå ud, jeg har sat mig for, at få det hele til at gå op i en højere endhed og det er hvad denne blog handler om. At få mine drømme om familieliv og karriere til at vade rundt med hinanden i hånden. Give min datter den magiske, eventyrlige, fortryllende, forunderlige, sjove, kærlige og trygge barndom, som alle børn har krav på. Det kan alle børn ikke få, men har man muligheden for at give det, synes jeg man skal bestræbe sig på det. Det er et puslespil, en jonglering, men lykkedes det for mig, kan jeg give det videre til andre mødre via mit kommende virke som lærer. Lærer, designer og mor, det kan kompineres, skal jeg bare lige hurtigt have fundet ud af hvordan. 

Har du ikke overskudet, så glem alt i denne blog. At blive mor er ikke for sarte sjæle, og det er vi jo nogen der er. Læg dig på en madras, læs en bog, lyt til musik eller glo ud i luften og se nullermændende vokse sig store og stærke. På et tidspunkt synes din mor, svigermor, veninde eller nabo, at det bliver for meget, og så ordner de det. Og lad så (for helvede) være med, at have dårlig samvittighed. Har dit barn det godt, er alt andet ligegyldigt.
Har du derimod overskudet, er det vidunderligt, for det giver glæde. Men lad så (for helvede) være med at dømme, bebrejde eller have medlidenhed med den dame der køber Ajax, men hvis toilet alligevel stinker af alt andet, damen der stressryger på altanen i smug, fordi baby har skreget i 48 timer og søvnløshedens antal timer ligger på nøjagtig det samme, hende der ikke kender korntyper som emmer og kamut, damen der iklæder sit barn tøj af polyester, og ikke kan få planter til at strutte. I stedet kan du sy en babydragt i øko-tex eller stikke en hue i alpaca uld, lave en biodynamisk lasagne til hendes fryser eller gøre hendes toilet rent. Mere søstersoldaritet. 

Uld

"Jeg har et varmt barn, så jeg bruger ikke uld", er en sætning jeg ofte hører fra mødre, når jeg indimellem er i gang med en omgang uldpropaganda. Det lyder jo logisk at uld kun bruges for varmens skyld, men det er ikke sandt.

Af alle materialer, holder jeg mest af uld. Ulden egner sig fortrinligt til børnetøj, da den temperer mere end den varmer. Om sommeren holder fårenes uld varmen ude, om vinteren isolerer og holder ulden på kroppens varme. De egenskaber overføres selvfølgelig til uldtøjet. Som forælder er ulden også fantastisk, da den har en vis selvrensene egenskab. Det høje lanolinindhold neutarliserer urin og sved, så man kan komme langt med en luftning af uldtøjet, eller uldsengetøjet. Uld kan med fordel benyttes til sengetøj, dit barn bliver ikke for varmt. Mange har et skrækbillede af, at deres små vidundere kommer til at ligge badet i sved, hvis de ligger  i uld. Det er ikke tilfældet. Ulden kan ånde, den opfanger sved og afgiver den løbene til luften. Derfor bliver man aldrig våd af sved i uld, da fugtigheden kan slippe væk. Ulden kan optage ca. 40 % fugt af sin egen vægt, og det betyder at man ikke kommer til at føle sig klam og våd i uld. Almindelige dyner og andre materialer lader ikke fugten passere, og man kan i dem blive for varm, uden at have muligheden for at komme af med varmen. Hustøvmider og skimmelsvampe kan ikke leve i uld, hvis dette indeholder lanolin. Derfor er det særligt velegnet til mennesker med allergi - og vejrtrækningsproblemer. 

Mange mener at uld kan lindre smerter. Som sagt isolerer og temperer den, så kan musklerne slappe af. Naturulddyner kaldes også for gigtdyner, for i ulden findes lanolinen som er en substans der virker mod gigt, hvis den vel og mærke kommer i direkte kontakt med huden. Ulden virker også beroligende og bruges fx i Tyskland til personer med kredsløbsforstyrrelser, gigt, allergi, nervøsitet, nervesmerter, ryg - og ledesmerter og til behandling af liggesår. For at bevare uldens lanolinindhold, skal det vaskes i lanolinsæbe. Ulden skal vaskes så sjældent som muligt. Er det blevet fugtigt skal det blot tørres på radiatoren, for at komme af med fugtigheden, og i det tilfælde er luftning ikke nok. 

Ammeindlæg i uld har reddet mange ammende kvinders udsatte brystvorter, også mine. Smerterne ved amning kan være enorme, og man kan i værste tilfælde redde sig en brystbetændelse. Det kan forebygges, og i nogle tilfælde behandles, med ammeindlæg af uld. I hele ammeperioden kan man nøjes med to sæt ammeindlæg. Når indlægget føles fugtigt, tørres det på radiatoren. Lanolinet sørger for at ulden holdes frisk og hygiejnisk, så der er altså ikke behov for vask. Uldindlæggende sørger for, at brystvorterne holdes varme og ikke får træk, som kan give brystbetændelse. Selvom indlæggende er fugtige, føles de stadig varme og tørre, og afgiver ikke fugt til huden, som engangsindlæg og bomuldsindlæg gør. Ved uld kan huden ånde og derfor heles ømme og hudløse brystvorter med uldindlæg. De bliver anbefaldet af både jordmødre og sundhedsplejersker. Vælg de store, som dækker hele brystet og ikke kun vorten.

Uld er naturens egen genistreg, og det skal vi udnytte.

Samtidig er uld meget smukt og æstetisk, især sammen med materialer som; skind, silke og ren bomuld. 


                                       Jeg kan næsten ikke vente med, at gå foråret i 

møde med min datter i hånden iført en lignende udgave af Ronjas uldponcho.

Uldponchoen kom med posten i morges. Min datter er heldig, at have så dygtig en mormor.

Vera i uldne shorts

Ella the woolen cloud